 PÅSKESANGEPåskeblomst! hvad vil du her?Tekst: N. F. S. Grundtvig, 1817Melodi: Carl Nielsen, 1910 Påskeblomst! hvad vil du her? Bondeblomst fra landsbyhave uden duft og pragt og skær! hvem est du velkommen gave? Hvem mon, tænker du, har lyst dig at trykke ømt til bryst? Mener du, en fugl tør vove sang om dig i Danmarks skove? Lever op i sind og hu, stander op af eders grave, barnedage! følger nu med mig ud i faders have! Lad mig under påskesang, kirkeklokkens højtidsklang, blomsten til mit hjerte trykke, bryst og hoved med den smykke! Vinterblomst! du melder vår, fold dig ud i stille kammer! Ved Guds værk og egne kår sig kun verdens dåre skammer. Spottes end din ringe dragt uden glans og farvepragt, selv jeg dog på sorten tilje ligned helst en påskelilje. Ej i liflig sommerluft spired du på blomsterstade, ej så fik du rosens duft, ikke liljens sølverblade. Under vinterstorm og regn sprang dit frem i golde egn, ved dit syn kun den sig fryder, som har kær, hvad du betyder. Bondeblomst! men er det sandt: Har du noget at betyde? Er din prædiken ej tant? Kan de døde graven bryde? Stod han op, som ordet går? Mon hans ord igen opstår? Springer klart af gule lagen livet frem med påskedage? Kan de døde ej opstå, intet har vi at betyde, visne må vi brat i vrå, ingen have skal vi pryde, glemmes skal vi under muld, vil ej vokset underfuld smelte, støbes i det dunkle og som lys på graven funkle. Påskeblomst! En dråbe stærk drak jeg af dit gule bæger, og som ved et underværk den mig hæver, vederkvæger: Svanevinge, svanesang, synes mig, af den udsprang. Vågnende jeg ser de døde i en påskemorgenrøde. O, hvor est du mig dog kær, bondeblomst fra landsbyhave! Mer end rosen est du værd, påskeblomst på fædres grave! Sandt dit budskab er om vår, om et helligt jubelår, som hver ædel blomst af døde skal forklaret igenføde! Ja, jeg véd, du siger sandt: frelseren stod op af døde! Det er hver langfredags pant på en påskemorgenrøde: Hvad er segl og sværd og skjold mod den herre kæk og bold? avner kun, når han vil ånde, han, som svor os bod for vånde.  Hil dig, frelser og forsoner!Tekst: N. F. S. Grundtvig, 1837Melodi: C. C. Hoffmann, 1878 Hil dig, frelser og forsoner! verden dig med torne kroner, du det ser, jeg har i sinde rosenkrans om kors at vinde, giv dertil mig mod og held! Hvad har dig hos Gud bedrøvet, og hvad elsked du hos støvet, at du ville alt opgive for at holde os i live, os dig at meddele hél? Kærligheden, hjertegløden, stærkere var her end døden, heller giver du end tager, ene derfor dig behager korsets død i vores sted! Ak! nu føler jeg til fulde hjertets hårdhed, hjertets kulde! Hvad udsprang af disse fjelde, navnet værdt, til at gengælde, frelsermand, din kærlighed? Dog jeg tror, af dine vunder væld udsprang til stort vidunder, mægtigt til hver sten at vælte til isbjerge selv at smelte, til at tvætte hjertet rent! Derfor beder jeg med tårer: Led den ind i mine årer, floden, som kan klipper vælte, floden, som kan isbjerg smelte, som kan blod-skyld tvætte af! Du, som har dig selv mig givet, lad i dig mig elske livet, så for dig kun hjertet banker, så kun du i mine tanker er den dybe sammenhæng! Skønt jeg må som blomsten visne, skønt min hånd og barm må isne du, jeg tror, kan det så mage, at jeg døden ej skal smage, du betalte syndens sold! Ja, jeg tror på korsets gåde, gør det, Frelser, af din nåde. Stå mig bi, når fjenden frister! ræk mig hånd, når øjet brister! sig: vi gå til Paradis!  Krist stod op af dødeTekst: N. F. S. Grundtvig, 1845Melodi: Fra 1500-tallet Krist stod op af døde i påske-morgenrøde, thi synger lydt og sjæleglad hans menighed i allen stad: Ære være Gud i det høje! Krist stod op af døde, afsonet er vor brøde, thi synger lydt og sjæleglad hans menighed i allen stad: Ære være Gud i det høje! Krist stod op af døde, i Himlen vi ham møde, thi synger lydt og sjæleglad hans menighed i allen stad: Ære være Gud i det høje! Halleluja, halleluja, halleluja! Thi synger lydt og sjæleglad hans menighed i allen stad: Ære være Gud i det høje!  
|